Nyheder på Historiecenteret


Krumslutning på Dybbøl i efterårsferien

18. september 2009 
På Dybbøl sætter vi fokus på det militære straffesystem i 1864. Soldaterne kunne fx for mindre forseelser blive idømt den middelalderlige straf med indtil 48 timers krumslutning. Prøv at hjælpe smeden med at fremstille de brutale lænker og prøv dem selv - hvis du tør!
Men der sker mange andre nye ting. Hos officersmarketenderen Zimmermann kan du købe luksusbetonede varer. Her er overraskende ting som østers, vin på flaske og så kan du få et godt måltid mad, alt sammen selvfølgelig kun hvis du altså tilhører den privilegerede klasse af officerer! Hvis ikke så må du handle hos den almindelige marketender og selv lave din mad.
Mød den prøjsiske soldat gefreiter Bubbe, der fortæller levende om de barske forhold i skyttegrave og kanonstillinger foran de truende danske skanser. Eller oplev hans beskrivelse af slagmarken, da stilheden efter slaget sænker sig og kun de såredes dødskamp høres.
Marcher på forpost til Historiecenterets nye feltvagthytte, hvor soldaterne frysende venter på at fjenden vil angribe. Derefter går det igen tilbage til skansen, som nu skal lukkes ved at trække den tonstunge rullebro ind i skansen. Her skal de stærke give en hånd med.
Som altid kan man skrive feltpostbrev med laksegl, bage pandekager over åben ild, smage soldatersuppe, telegrafere, gå på skattejagt med bluetooth-mobilen som guide og på hverdage skyder vi med den store feltkanon!
På den næsten færdig restaurerede Dybbøl Mølle kan man tirsdag - torsdag male økologisk korn på gamle håndkværne og høre om de gamle kornsorter.
Historiecenter Dybbøl Bank er et videnpædagogisk aktivitetscenter, der med levende og involverende formidling fortæller om et af danmarkshistoriens tragiske øjeblikke. Centeret har åbent alle dage i efterårsferien den 10.-18. oktober kl. 10-17. Vil du opleve alle de mange spændende aktiviteter, så skal du besøge os mandag - fredag. Men husk også at besøge Dybbøl Mølle, som har åbent alle dage kl. 10-16.

Centerleder Bjørn Østergaard



Vis ældre nyheder.
hjem copyright: Historiecenter Dybbøl Banke